Støtte mellem konsultationerne

Problemet:

De fleste rygsmerter kan ikke “fikses” med en hurtig kur – de skal håndteres i hverdagen. Patienten ser måske en behandler kort tid, men står alene med langt det meste af tiden, hvor spørgsmålene opstår: “Jeg fik ondt efter 2 km – skal jeg fortsætte, holde pause, ringe til nogen, eller er det normalt?” Uden støtte ender mange med undgåelsesadfærd (“jeg må hellere lade være”), som over tid kan give lavere funktionsniveau og et liv, der bliver mindre og mindre. Samtidig får patienter ofte forskellige forklaringer fra forskellige behandlere, hvilket skaber tvivl og gør det svært at tro på en plan.

Problem ejer / ekspert:

Hvorfor er dette vigtigt; hvad ønsker vi? 

  • Forebygger kronificering af adfærd: Undgåelsesadfærd er svær at ændre, når den har sat sig fast over år.
  • Bevarer funktion og livskvalitet: Små daglige valg kan akkumulere til stort funktionstab (arbejde, gåture, madlavning m.m.).
  • Skaber ro og ensartethed: Mindre “shopping” efter forklaringer og mindre forvirring, når budskaber og næste skridt er tydelige.
  • Kognitive adfærdsterapeutiske tilgange er veldokumenterede tilgange til at fremme adfærdsændringer ved kroniske tilstande. Samtidig viser tidlige resultater fra chatbots som woebot (angst) og BalanceUP (hovedpine), at automatiseret kognitiv støtte både kan skalere bredt og opnå klinisk effekt.

Hvad en løsning skal kunne:

  • Give konkret beslutningsstøtte i hverdagen: “hvad er et fornuftigt næste skridt lige nu?” (aktivitet, pause, tilpasning, kontakt). Digital terapeut?
  • Understøtte aktivt liv frem for “øvelsesfokus” alene: hjælpe folk med at blive i gang og ikke falde i undgåelse.
  • Indeholde et sikkerhedsnet: kunne fange tegn på at “det her skal vurderes” og guide borgeren til det rigtige næste skridt (fx kontakt egen læge, vagtlæge eller akut hjælp), så løsningen ikke giver farlige råd.

Rammer / begrænsninger:

  • Må ikke fastholde folk i en “jeg er syg”-identitet (støtten skal kunne tilvælges og være let, ikke konstant). Måske kan der være andre fordele ved løsningen end blot ”rygproblemer”, så løsningen opfattes ”positivt” (fx søvnkvalitet, mere energi i hverdagen, mindre stress/uro, bedre humør/mental robusthed, bedre vane- og rutineopbygning)
  • Skal fungere for forskellige sundhedskompetencer og formater (tekst, lyd, video).
  • Skal være fagligt afgrænset (en “indrammet” vidensbase frem for tilfældige internet-svar).
  • Kan starte som koncept/prototype uden fuld integration i sundhedssystemer.