Så starter vi op på Hackathon 2026
Et komplekst problem søger nye hjerner – Hackathon forberedelse
Hvordan kan teknologi, data, AI, design og nye samarbejder forbedre livet for mennesker med kroniske lænderygsmerter? På webinaret møder du mennesker med dyb viden om problemerne. Vi introducerer de behov og udfordringer, der kan give dig indledende inspiration til nye ideer, løsninger eller produkter til de kommende pakkeforløb.
Vi søger dig, der vil bruge dine teknologiske kompetencer til at løse en reel samfundsudfordring, og starter med et webinar d. 31. august.
Disse løsningsmuligheder undersøger vi på det sundhedsteknologiske Hackathon den 28. september 2026 i København. På dagen tages der udgangspunkt i kroniske lænderygsmerter, men udfordringen rækker langt ud over netop denne diagnose. Målet er at udvikle idéer og koncepter, der kan inspirere fremtidens digitale og teknologiske løsninger til mennesker med kroniske sygdomme.
Vi søger deltagere med teknologiske og naturvidenskabelige kompetencer; uanset om du arbejder med AI, softwareudvikling, sensorer, medicoudstyr, UX, supply chains eller andre STEM-discipliner i en virksomhed, offentlig organisation eller på et af landets tekniske universiteter. Du behøver ikke have erfaring fra sundhedsvæsenet. Tværtimod er formålet at bringe nye perspektiver ind og udfordre eksisterende måder at tænke behandling, sammenhængende forløb og egenmestring på.
Hackathonet gennemføres i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen, som ønsker at få kvalificeret input, der kan understøtte den digitale omstilling og sikre national anvendelighed og lighed i sundhed, samt understøtte borgerens langvarige forløb og egenmestring. De bedste idéer fra Hackathonet samles i et idékatalog, som skal inspirere myndigheder, sundhedsprofessionelle, civilsamfundsorganisationer og andre aktører i udviklingen af fremtidens løsninger.

For IDA er hackathonet en mulighed for at bringe teknologiske og ingeniørfaglige perspektiver i centrum. Mange af de største innovationer opstår, når løsninger udvikles på tværs af fagligheder, og netop derfor er din tekniske viden værdifuld, også selvom du ikke arbejder med sundhed til daglig.
Forud for hackathonet inviteres alle deltagere til to webinarer, hhv. den 31. august og 15. september 2026, hvor casen og de centrale problemstillinger introduceres, så alle får et fælles udgangspunkt for dagen.
Har du lyst til at bruge dine kompetencer på en konkret samfundsudfordring og udvikle løsninger, der kan gøre en reel forskel for mennesker med kroniske sygdomme, er dette en oplagt mulighed for at være med.
